Alle artikler · 5 min. læsning

Kan jeg 3D-printe en model af mit hus fra en scanning?

Ja — eksportér modellen som STL, skalér den til 1:100 eller 1:50, og print ét plan ad gangen uden loft, så du kan se ind i rummene.

Hvorfor STL — og hvad STL ikke kan

STL er 3D-printernes format. En STL-fil indeholder udelukkende trekanter: en beskrivelse af en overflade og intet andet. Ingen farver, ingen materialer, ingen navne på delene, ingen struktur.

Det er præcis, hvad en printer har brug for, og præcis derfor er STL ubrugelig til alt andet. Skal modellen ses på en skærm med farver og materialer, skal du bruge USDZ eller GLB. Skal den printes, skal du bruge STL.

Konsekvensen for dit print: huset kommer ud i én farve. Vil du have facaden i én farve og taget i en anden, skal du enten printe delene hver for sig, bruge en printer med flere filamenter, eller male modellen bagefter. Farveinformationen findes ikke i filen at hente.

Skalering: den fejl, alle laver første gang

En 3D-model af en bolig er som regel skrevet i meter, mens en slicer regner i millimeter. Importerer du modellen råt, står huset derfor typisk som 12,4 mm bredt — en klump på størrelse med et viskelæder — eller, hvis programmet gætter modsat, som noget kilometerstort, der ikke kan vises.

Kuren er at skalere bevidst, og det er lettere at tænke i målestok end i procent:

• 1:100 — 1 meter bliver 1 cm. Et hus på 12,4 × 9,0 m bliver 12,4 × 9,0 cm. Passer på stort set alle printerplader og printer på nogle få timer.
• 1:50 — 1 meter bliver 2 cm. Samme hus bliver 24,8 × 18,0 cm. Kræver en plade på mindst 25 cm, eller at du deler modellen op.
• 1:200 — 1 meter bliver 0,5 cm. Huset bliver 6,2 × 4,5 cm. Sødt, men vægge på 11 cm bliver da 0,55 mm og forsvinder næsten.

Regneeksemplet: Er modellen i meter, og din slicer læser den som millimeter, er den allerede skaleret 1:1000. For at nå 1:100 skal du gange med 10 — altså sætte skaleringen til 1000 %. Skal du til 1:50, ganger du med 20 (2000 %). Skriv modellens enhed ned, når du eksporterer, så du slipper for at gætte.

Vægtykkelse: den anden fejl, alle laver

En almindelig indervæg på 11 cm bliver i 1:100 til 1,1 mm. I 1:200 bliver den 0,55 mm. En typisk printerdyse er 0,4 mm, så 1,1 mm giver knap tre baner — det holder lige akkurat. 0,55 mm giver én bane og en væg, der knækker, hvis du kigger skævt på den.

Derfor er 1:100 den praktiske nedre grænse for at printe en boligmodel med rigtige vægtykkelser. Vil du længere ned, skal væggene gøres kunstigt tykkere i et 3D-program først — og så er modellen ikke længere målfast.

Regn selv efter, før du printer: vægtykkelse i cm ÷ målestok × 10 = millimeter på printet. En 24 cm ydervæg i 1:100 giver 24 ÷ 100 × 10 = 2,4 mm. Rigeligt.

Print ét plan ad gangen — og drop loftet

Den model, folk vil have, er sjældent hele huset som en lukket kasse. Det, der ser godt ud på et bord, er ét plan ad gangen, åbent ovenfra, så man kan kigge ned i rummene som i et dukkehus.

Det giver tre fordele på én gang: du kan se rumfordelingen, printet behøver ingen støttestrukturer indeni, og et fladt plan med vægge opad printer hurtigt og uden overhæng.

Har huset flere etager, printer du dem hver for sig og stabler dem. Vil du have dem til at sidde fast, kan du lægge to små tappe ind i et 3D-program — men de fleste er tilfredse med at stille dem ved siden af hinanden på bordet.

Slår du lofter fra i eksporten, sparer du samtidig den mest almindelige printfejl: et loft over et rum er ét stort overhæng, som printeren skal bygge støtte op til hele vejen fra gulvet, og som efterlader en ru underside inde i rummet, hvor du ikke kan komme til at slibe.

Tjek modellen, før du printer

Tre ting er værd at kontrollere i sliceren, før du bruger fire timers filament:

1. Målene. Er huset 12,4 cm bredt, som det skulle være? Sliceren viser modellens ydre mål — sammenlign med det, du forventede.
2. Huller i overfladen. En model bygget af en opmålt plantegning er som regel lukket, men er der huller, advarer sliceren eller reparerer dem selv. Bambu Studio og PrusaSlicer har begge en reparationsfunktion.
3. Bunden. Modellen skal stå på gulvfladen, ikke svæve. Brug "læg på plade"-funktionen, hvis huset står i luften efter import.

Hvad du IKKE får med i et print

En printet husmodel er husets form, ikke dens indhold. Vær forberedt på, at følgende ikke er med, eller ikke er værd at printe:

• Møbler — de bliver bittesmå i 1:100, og de fleste slår dem fra i eksporten. En sofa i 1:100 er 2 × 1 cm og ligner en klods.
• Vinduesglas — printes som huller i væggen. Det er faktisk pænest sådan, men der er ingen rude.
• Overflader — tapet, fliser, gulvtype. Det står ikke i geometrien og kan ikke printes.
• Terræn og have — modellen er bygningen, ikke grunden.

Hvad kan man bruge en printet husmodel til?

Ærligt talt er det oftest for fornøjelsens skyld — og det er en god nok grund. Men tre praktiske anvendelser er reelle:

• At forklare en ombygning til nogen, der ikke kan læse en plantegning. En fysisk model, man kan holde i hånden, siger mere end tre snit.
• At sammenligne to forslag ved at printe begge og stille dem ved siden af hinanden.
• Som gave eller minde om et hus, man har boet i, solgt eller bygget om.

HouseSense kan skrive modellen som STL sammen med de øvrige formater, når du eksporterer huset. Husk, at STL ikke bærer farver, og at enheden skal skaleres i sliceren — resten er et almindeligt print.

Og en ting, en printet model heller ikke afgør: om en væg er bærende. En plastikvæg i 1:100 er lige så meget et gæt som en streg på et papir. Det spørgsmål hører hjemme hos en byggesagkyndig eller en rådgivende ingeniør.