Hvad er forskellen på OBJ, STL, GLB og USDZ — og hvilken skal jeg vælge?
OBJ læses af næsten alt, STL er til 3D-print uden farver, GLB er én selvbærende fil til web og Blender, og USDZ åbner direkte på iPhone, iPad og Mac.
Kort svar: Vælg USDZ, hvis modtageren har iPhone, iPad eller Mac — den åbner uden at installere noget og kan stilles op i AR. Vælg GLB, hvis modellen skal på en hjemmeside eller ind i Blender, Unity eller Unreal — det er én selvbærende fil med udseendet indeni. Vælg OBJ, hvis du ikke ved, hvad modtageren har — det er det ældste og bredest læste 3D-format. Vælg STL, hvis modellen skal 3D-printes — men vid, at STL ikke kan bære farver overhovedet.
Hvad en 3D-modelfil af en bolig egentlig indeholder
En 3D-modelfil af en bolig indeholder tre slags oplysninger: geometrien (hjørnepunkter og de trekanter, der spændes op mellem dem), udseendet (farver, materialer, eventuelle billeder lagt på fladerne) og strukturen (hvilke dele der hører sammen, og hvor de sidder i forhold til hinanden).
Forskellen mellem formaterne er stort set, hvor meget af de tre ting de kan bære — og om det hele ligger i én fil eller flere. Det er hele forklaringen på, hvorfor en model, der ser rigtig ud hos dig, kan ankomme kridhvid hos modtageren: geometrien kom med, udseendet gjorde ikke.
OBJ: det sikre valg, når du ikke ved noget om modtageren
OBJ (Wavefront OBJ) er fra 1980'erne og læses af stort set alt 3D-software, der findes. Filen er ren tekst med hjørnepunkter og flader, og udseendet ligger i en separat MTL-fil ved siden af.
Det er OBJ's ene fælde: sender du kun .obj-filen, kommer farverne ikke med. MTL-filen skal med i samme mappe, og henviser materialerne til billedfiler, skal de også med. Send OBJ som en zip-mappe med det hele, eller send GLB i stedet.
Brug OBJ, når modtageren siger "bare send en 3D-fil", når modellen skal ind i et ældre program, eller når du selv vil kunne åbne den om ti år.
STL: kun til 3D-print — og helt uden farver
STL er 3D-printernes format. En STL-fil indeholder udelukkende trekanter: ingen farver, ingen materialer, ingen navne på delene, ingen struktur. Det er en ren beskrivelse af en overflade.
Det gør STL fremragende til at printe en fysisk model af huset og ubrugeligt til alt andet. Sender du en STL til en arkitekt eller et køkkenfirma, får de et hvidt klumpet hus uden noget som helst at arbejde med.
Skal du printe boligen, er det værd at vide, at en printet plan sjældent skal være hele huset: et enkelt plan uden loft, printet i 1:100, er lettere at forstå og bruger en brøkdel af filamentet. Og husk, at printeren typisk regner i millimeter, mens modellen ofte er skrevet i meter — en model, der ankommer 4 mm bred, er et enhedsproblem, ikke en fejl i filen.
PLY: formatet til punkter og målinger
PLY (Stanford PLY) kan både bære flader og løse punkter, og den kan bære en farve pr. hjørnepunkt. Det gør PLY til standardformatet, når man arbejder med scannede data snarere end med tegnede modeller.
PLY er det, du sender til nogen, der arbejder i CloudCompare eller MeshLab, og det er det format, en punktsky fra en LiDAR-scanning oftest udveksles i. Til en almindelig boligmodel, der bare skal ses på, er PLY sjældent det rigtige valg — dertil er GLB eller USDZ nemmere for modtageren.
glTF og GLB: formatet til web, Blender og spilmotorer
glTF 2.0 er det moderne udvekslingsformat for 3D. Det er designet til at blive vist — hurtigt, ens og med materialerne intakte — og det er blevet standarden på web og i spilmotorer.
Det findes i to udgaver, og forskellen er praktisk vigtig:
- glTF (.gltf) er en tekstfil, der peger på en .bin-fil med geometrien og eventuelt på billedfiler. Flere filer, der skal følges ad.
- GLB (.glb) er præcis det samme pakket ind i én binær fil. Geometri, materialer og teksturer i samme fil, intet at tabe undervejs.
Skal du sende, så send GLB. Skal du redigere i et pipeline-setup, hvor teksturerne skal kunne udskiftes, er .gltf med sidefiler nemmere. Blender, Unity, Unreal, three.js og de fleste web-viewere læser begge dele.
DAE (COLLADA): til SketchUp og ældre CAD
DAE er COLLADA-formatet, et ældre XML-baseret udvekslingsformat. Det er i vid udstrækning afløst af glTF, men det holder ved ét sted: SketchUp og en del ældre CAD-programmer importerer DAE gnidningsfrit, hvor de kan have det svært med GLB.
Beder modtageren specifikt om DAE, så send DAE. Ellers er GLB det bedre valg.
USDZ: det, der bare åbner på en iPhone
USDZ er Apples format, bygget på Pixars USD. Den store fordel er, at den åbner direkte i Beskeder, Mail, Filer og Safari på iPhone, iPad og Mac — modtageren trykker på filen, og modellen står der, med mulighed for at stille den op i AR på gulvet foran sig.
USDZ er én fil, og den bærer materialernes udseende med. Det gør den til det bedste valg, når du sender en boligmodel til et familiemedlem, en partner eller en mægler, der bare skal se den — ikke arbejde i den.
Ulempen er, at USDZ uden for Apples verden er sværere: Windows og Android håndterer den ikke uden videre. Skal modellen både kunne ses på en iPhone og en Windows-pc, så send USDZ og GLB sammen.
Vælg formatet efter modtageren — ikke efter kvaliteten
Der er ikke ét format, der er "bedst". Der er kun det format, modtageren kan åbne. Kort huskeregel:
- Skal ses på iPhone eller iPad: USDZ.
- Skal på en hjemmeside eller ind i Blender/Unity: GLB.
- Ved det ikke: OBJ (husk MTL-filen med) eller GLB.
- Skal 3D-printes: STL.
- Skal ind i SketchUp eller ældre CAD: DAE.
- Er målinger, ikke en model: PLY.
- Skal tegnes videre på i 2D: ikke et 3D-format overhovedet — send DXF.
HouseSense kan skrive modellen i alle syv: OBJ, STL, PLY, glTF, GLB, DAE og USDZ. Du vælger dem, du har brug for, og der ligger en følgeseddel med i mappen, som fortæller modtageren, hvad filerne er, og hvilken enhed de er i.
Hvad modellen af en bolig ER — og hvad den ikke er
En 3D-model eksporteret fra en boligopmåling er en bygningsmodel: vægge, døre, vinduer, gulve, lofter og møbler bygget ud af den opmålte plantegning. Det er ikke en overfladescanning af dit hjem. Tapetets mønster, sofaens betræk og revnen i vindueskarmen er ikke med — modellen er husets form, ikke dens fotografi.
Det er værd at sige højt til modtageren, for forventningen er ofte en anden. Til gengæld er formen målfast, den kan måles på, og den vejer nogle få megabyte i stedet for de gigabyte, en rigtig overfladescanning ville fylde.
Og en ting til, som ingen modelfil kan svare på: om en væg er bærende. Uanset om væggen står i en USDZ, en GLB eller en STL, er den bare geometri. Spørgsmålet om bæring afgøres af en byggesagkyndig eller en rådgivende ingeniør — aldrig af en fil.